søndag den 3. juni 2012

Konkurrence søndag d. 3/6 - 2012

Kl. 10.00: 3 km. opv. Løb så Århus city halvmarathon på 1.14.40.! Blev nr. 13.
Det lykkedes for mig at havne i top 20 og løbe under 1.15, hvilket gav de 1000 kr. som var målsætningen for dagens løb. Løbet startede udmærket. Jeg kom hurtigt til at ligge i en gruppe på 5-6 mand, som jeg ligger med ud til 5 km. som passeres i 17.11. Allerede der begyndte jeg at hænge lidt og føle en ikke særlig god rytme. Jeg ender med at komme til at ligge alene samtidig med at tempoet faldt stødt. Jeg henter ind på én, som også er faldet fra gruppen. Ham lægger jeg mig sammen med mens tempoet stadig falder. På dette tidspunkt har jeg mere eller mindre opgivet håbet om at løbe under 1.15, da jeg slet ikke føler, at det kører. Vi passere 10 km. i 35.01, dvs. 17.50 på den seneste 5er. Der overvejer jeg ganske kraftigt at udgå fra løbet, da jeg slet ikke tror på, at jeg kan indhente noget som helst. Men da vi på dette tidspunkt er ganske langt væk fra målområdet beslutter jeg mig for at fortsætte lidt endnu og se hvordan det går. Jeg passerer 15 km. mærket i 53.26, dvs. 18.25 (!!!!!) på den seneste 5er, hvilket vil sige, at jeg faktisk på dette tidspunkt ligger til en tid over 1.15. En hurtig hovedregning fortæller mig så, at hvis jeg kan holde 3.31 pr. km. de sidste 6,1 km. kan jeg stadig godt nå at klemme mig under de 1.15, som jeg havde som målsætning. Jeg får ligesom lidt en fornyet energi og en kamplyst på dette tidspunkt, og beslutter mig for at give det et forsøg. Jeg får gang i benene igen og får tempoet op igen. Jeg ligger dog og vipper med km. tider der ligger på lige over eller lige under 3.30 og er virkelig presset på dette tidspunkt. Især fordi der står penge på spil og det derved vil være ekstremt ærgeligt at få en tid på 1.15.03, som vil koste mig 1000kr. Jeg passerer 20 km. i 1.11.05 dvs. 17.39 på de seneste 5 km. så jeg skal bare løbe de sidste 1,1 km. med 3.30 pr. km. Der giver jeg mig ganske meget for at være sikker på at nå det. Det var dog først ca. 200m. før målgang (hvor mit ur viste 1.14.05) at jeg følte mig helt sikker på, at den var hjemme. Jeg løb de sidste 1,1 km. på en samlet tid på 3.35, hvilket vil sige 3.15 pr. km. Jeg kommer i mål ganske udmattet og kaster mig selv ned i asfalten.

1.14.40! Ca. 2 minutter langsommere en min PR, men forholdene indbød ikke til verdensklasse tider. Ruten var forholdsvis kuperet og havde nogle brostens stykker, og så var der en ganske kraftig vind i dag. Men jeg havde et fedt og spændende løb, hvor jeg virkelig havde en sej kamp mod uret.

Min optakt til løbet har ikke været helt optimal. Jeg havde siddet til min mor og mosters 50 års i går og derved på ingen måde spist som jeg plejer. Så kom jeg også først hjem et stykke tid over midnat, da det vidste sig, at folk havde tænkt sig at blive der noget længere end jeg lige havde forestillet mig. Og da der ikke var nogen der kunne gi en klar udmelding af, hvornår de ville hjem (hvilket selvfølgelig også var helt fair.) besluttede jeg mig for at prøve lykken med at blaffe hjem, hvilket heldigvis lykkedes efter 2 km. gang.

I alt på dagen: 24,1 km.
I alt på ugen: 107,2 km.

Evaluering af ugen:
2 konkurencer er det blevet til. Begge har jeg ikke helt løbet op til mine bedste tider, så det kan vist godt konkluderes, at jeg stadig mangler lidt skarphed. Jeg synes dog, at træningen kører ganske okay, og min motivation er ganske god, så jeg skal bare fortsætte med at klø på. Så skal det  helt sikkert nok komme.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar