torsdag den 10. april 2014

Træning torsdag d. 10/4 - 2014

Kl. 8.45: 10,7 km. på 44.20 minutter. (4.09 pr. km.)
Bollerstien og Boller skov. På vej hjem ad Bollerstien indlagde jeg 5 små ryk af 30-45 sek. varighed, for lige at få pulsen lidt op. Jeg var lidt snottet. Dog ikke slemt. Håber det er væk søndag.

I alt på dagen: 10,7 km.

I morgen drager jeg mod Rotterdam i bil sammen med min gode makker Bekim Christensen, som også skal deltage i Rotterdam marathon. Jeg har brugt noget tid på at analysere lidt på min træning, samt sammenlignet den lidt med de sidste 2 års marathontræning op til det samme løb. Umiddelbart synes jeg at min træning i 2012 og 2014 har været dem, der har kørt bedst for mig. I 2013 døjede jeg med en del skavanker undervejs i forløbet, hvilket betød, at jeg var nødt til at reducere mængden en del i nogle uger, samt droppe nogle af de planlagte kvalitetspas. Min træning i 2013 var også lidt anderledes end de 2 andre år. Sidste år løb jeg nemlig langt de fleste af mine kvalitetspas på den måde, at jeg undervejs i mine ture indlagde nogle indlagte tempoløb, som blev løbet på tid og ikke på distance. Det medførte også, at jeg på de rigtig lange ture på over 30 km. fik et par pas med indlagt fart. Denne model har jeg overhovedet ikke praktiseret i år. I år har jeg løbet alle mine langture som alm. ture uden at indlægge noget specifik konkurrencefart. Mine kvalitetpas i år har bestået af tærskelpas, hvor jeg har løbet det hele på distance fremfor tid. Det minder sådan set en del om min træning fra 2012. Forskellen på 2012 og 2014 er så, at jeg i 2012 også lavede lidt af det der med at indlægge fart ind i de lange pas. Dengang foregik det bare lidt på en anden måde end i 2013. Der stillede jeg op i et par løb (både en 10er og en halvmarathon), hvor jeg så lavede lang opvarmning for derefter at løbe konkurrencen i et kontrolleret tempo, som var en lille smule hurtigere end marathonpace. Disse pas endte også op på over 30 km. I år har jeg undladt at lave disse opslidende pas. Om det har gjort, at jeg måske har mistet lidt sejhed på marathon vil jo vise sig på søndag. Jeg synes til gengæld, at jeg undervejs i marathontræningen sammenlignet med de 2 foregående år, har følt mig i bedre form i år. Jeg har både sat PR rundt om søen, samt slettet en ganske gammel landevejs PR på 10 km. hvilket jo sort på hvidt indikere, at jeg bør være hvor jeg skal være. Men når det så er sagt, så skal man også huske på, at overlæggeren bliver ved med at blive sat op. i 2012 lavede jeg jo mit første rigtig attentat på en hurtig marathon. Dvs. at der dengang ikke helt var så meget pres på mig i forhold til at skulle overgå mig selv. For næsten uanset hvad, så kunne jeg dengang overgå mig selv. Dengang var jeg jo rigtig glad og stolt over mit resultat på lige over 2.34. Denne tid vil jeg naturligvis ikke været tilfreds med at løbe i år. Så selvom jeg har vist gode takter i år, så er intet givet på forhånd. Jeg skal ud og overgå mig selv, og præstere på et niveau, som jeg aldrig tidligere har gjort. Og på marathon kan alt ske. Enten så kører det bare, eller også kommer jeg til at gå ned med et brag. Jeg håber på det bedste.

3 dage tilbage!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar