mandag den 18. maj 2020

Træning søndag d. 17/5 - 2020

Kl. 16.00: 42,2 km. på 2.45.05. (3.55 pr. km.)
I dag løb jeg et lille trænings marathonløb sammen med Kenneth. Vi valgte lidt dagen, fordi det oprindeligt var den dag, hvor Copenhagen marathon skulle ha været afviklet. Jeg er egentlig slet ikke til det her med at lave virtuelle løb, men når nu der bare slet ingen løb er at deltage i, må man jo finde nogle tossestreger. Vores rutevalg blev 5 gange rundt om Bygholm sø + om til 5,2 km. mærket dvs. 5*7,4 km. +5,2 km. Som de lokalt kendte ved, så er ruten ikke flad. Vi valgte dog denne rute, da det er en god asfalt strækning som vi kender rigtig godt. Derudover valgte vi også ruten på baggrund af, at det gav os en mulighed for at løbe omgange og derved havde mulighed for at opstille et bord med væske stående som vi kunne gribe på hver omgang, hvilket fungerede rigtig fint. På forhånd var planen egentlig "bare" at vi ville prøve at løbe med ca. 4.00 pr. km. eller måske lidt over, hvilket selvfølgelig er noget langt fra vores begges PR eller generelle race niveau. Problemet er dog lidt, at det er voldsomt svært at skulle sætte sig op til at løbe et marathon udenfor konkurrence, hvor der skal graves dybt. Selv i konkurrence regi kræver et marathonløb rigtig meget mentalt. Derfor valgte vi et lidt beskedent udgangspunkt. Da vi lagde ud kom vi hurtigt til at ligge i et tempo omkring de 3.55-3.57, hvilket jo føltes ganske ubesværet. Vi løb egentlig meget og talte os selv lidt ned og opfordrede hinanden til at "slappe af", da der jo som bekendt var lang vej hjem og vi nok begge havde respekt for, hvor langt vi skulle løbe. Tempoet blev dog aldrig rigtig sat ned iog vi blev heller aldrig trætte på en sådan måde rent fysisk, så det var nødvendigt at sætte tempoet ned. Personligt havde jeg dog nogle enkelte mentale kriser undervejs. De var dog ikke så store, så de var forholdsvis lette at komme over. Alt i alt kørte det hele rigtig godt i dag og vi formåede faktisk også at løbe med negativ split. Et super træningspas.

I alt på dagen: 42,2 km.
I alt på ugen: 145 km.

Evaluering af ugen:
Det har været en ganske fin træningsuge, hvor jeg onsdag fik et vellykket tempopas. Ugens værdi kulminerede dog lidt med søndagens trænings marathon.

                                              Billede fra dagens tur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar